Velkommen til
Lasse Ravn-Faglig sparring og supervision.
Det handler om kerneopgaven:
Fokus på fagligheden:
Faglig sparring er først og fremmest sagssupervision der hjælper med at fastholde fokus på den pædagogiske praksis og faglighed.
Fokus på udvikling:
Faglig sparring hjælper med at fastholde fokus på kerneopgaven og potentialet for udvikling og trivsel.
Fokus på relationen:
Faglig sparring hjælper med at øge den faglige bevidsthed, og holde fokus på pædagogens rolle og ansvar i relationsarbejdet.
Med faglig sparring og supervision får i hjælp til at styrke og udvikle jeres pædagogiske praksis.
Alle mennesker besidder ressourcer og kompetencer.
Det betyder også, at der altid er et udviklingsperspektiv og en tilgang der understøtter det.
Udviklingen af trivsel og selvstændighed øges eksponentielt med, i hvor høj grad vi oplever at omverden giver mening og vi føler os set, hørt og anerkendt som de unikke individer vi er, i samspillet med andre mennesker.
Det gælder både for borgere og personale, og den faglige sparring vil derfor altid tage udgangspunkt i, at alt pædagogisk arbejde foregår i en social kontekst og ramme der skal give mening for begge parter.
Det handler om fagligheden.
Hvad er pædagogisk faglighed?
- Pædagogisk faglighed er, at være bevidst om sin egen rolle og funktion i relationen til andre mennesker.
- Faglighed er at turde fejle, reflektere over egen praksis, og på baggrund af viden og erfaringer handle på nye måder.
- Faglighed har fokus på kerneopgaven.
Hvad er kerneopgaven?
Uanset hvor man befinder sig i det pædagogiske felt, så er det altid målet at understøtte den enkeltes muligheder for personlig udvikling og trivsel i så høj grad som muligt.
Hvad enten det drejer sig om børn eller voksne, så er det en helt central del af den professionelle relation, at kunne få øje på potentialet i den enkelte og skabe rammer der motiverer til videre udvikling af dette.
Pædagogisk arbejde er altså en social aktivitet og den faglige sparring og supervision er derfor primært rettet mod pædagogens rolle og ansvar, i relationen til den der modtager støtten, så kerneopgaven løftes bedst muligt.
Hvad betyder det i praksis?
Det betyder, at fokus ligger på pædagogens reflektion over egen praksis og hvilke nye handlemuligheder der åbner sig, når man, som professionel, til hver en tid er parat til at fravige “plejer” og tænke: “måske skal der noget andet til?”.
Det betyder også, at ligesom den pædagogiske praksis altid finder sted i relationen til den anden, så finder den også sted indenfor rammerne af organisationen, med de muligheder og begrænsninger der ligger i det.
Den faglige sparring skal altså også løbende tilpasses og justeres så der hele tiden tages hensyn til hvad der er muligt og hvad der er præmisser for arbejdet, som man ikke selv har indflydelse på.
Hvis det ikke er muligt at gøre det man vil, så må man gøre det man kan.
Om mig, teori og metode:
Den korte version:
Mit navn er Lasse Ravn, jeg er uddannet pædagog og Cand. Pæd. i Pædagogisk Sociologi.
Som praktiker på det pædagogiske område har jeg mere end 30 års bred erfaring fra både normal- og specialområde, men har siden 2014, primært arbejdet som leder på det specialiserede handicapområde, og altid med den faglige ledelse som det helt centrale omdrejningspunkt.
Min arbejdsform er dialogbaseret og målet er, at personalet, i løbet af sparringen, finder frem til den handlingsplan der giver mening i netop deres praksis, og dermed også føler ejerskab for både processen og den pædagogiske målsætning.
Mit teoretiske udgangspunkt og tilgang til pædagogikken er i høj grad præget af det menneskesyn og de forståelser man også finder i "Den neuroaffektive udviklingspsykologi" og tænkningen bag "Low arousal" tilgangen:
"Det handler om menneskesyn. Alle metoder, som tager afsæt i, at personen gør sit bedste og skal støttes i dét, er gode metoder. metoder som prøver at kontrollere personens adfærd ud fra tanken om, at han eller hun gør det med vilje, er dårlige metoder.
(Elvén, 2018)
Den lidt længere version:
Som faglig leder på det specialiserede børneområde, blev jeg hurtigt meget optaget af “Den neuroaffektive udviklingspsykologi”, hvis fokus på samspillet mellem den “tænkende”, den “følende” og den “sansende” del af hjernen, og den voksnes rolle og ansvar i relationen, netop understøtter mine egne tanker og erfaringer fra praksis vedrørende pædagogens rolle og ansvar for relationen: På samme vis som relationen, eller magtforholdet, mellem barn og voksen ikke er lige, så gør dette asymmetriske forhold sig også gældende i relationen mellem pædagog og borger, hvilket netop skærper nødvendigheden af fokus på relationen.
derudover er min praksis også forankret i en systemteoretisk tænkning og erkendelse af, at vi ikke kan forandre hinanden, men udelukkende påvirke den omverden vi selv er en del af i den pågældende relation, og dermed, forhåbentligvis, skabe de rammer og omstændigheder der muliggør udvikling og trivsel for det individ, psykiske system, der skal agere inden for de rammer og strukturer vi som omverden skaber og påvirker hele tiden.
Min rådgivning hviler altså i høj grad på teorier og tilgange udviklet af folk, inden for det psykologiske felt, som Susan Hart og Bo Hejlskov Elvén, og, inden for sociologien, teoretikere som Niklas Luhmann og Michel Foucault.
Et eksempel fra praksis:
"A" er en udviklingshæmmet midaldrende mand, der altid har haft et problem med sit temperament i sociale/relationelle sammenhænge, og derfor ofte møder afvisning fra andre mennesker.
Problematikken har gennem mange år været søgt løst gennem en kognitiv tilgang, med fokus på at undervise/bevidstgøre "A" og lære ham metoder og redskaber til selv at kunne regulere sit affekt- og arousalniveau, hidtil uden nævneværdig succes, på trods af "A"s intellektuelle forståelse af både problemstillling og redskaber.
Ved at flytte fokus fra at se problemstillingen som et individuelt problem der skal løses i, og af, individet selv, til at være en problemstilling der opstår i relationen, flyttede vi fokus fra, hvad han kan gøre, til, hvad vi kan gøre.
Adfærdsmønsteret antydede, at han konsekvent forventede en afvisning og derfor, nærmest på forhånd, sikrede sig at blive afvist, således at hans verdensbillede hele tiden blev bekræftet: der er ingen der kan lide mig og der er ingen der gider være sammen med mig.
Der manglede altså en helt grundlæggende tillid til andre mennesker og verden i al almindelighed.
En tillid der skulle være etableret på et langt tidligere tidspunkt i barndommen.
For at opbygge den tillid, blev der sat fokus på, at uanset hvordan han agerede, så måtte personalet, så vidt muligt, ikke afvise eller irettesætte ham når han, som vanligt, hurtigt blev grov i munden og hidsede sig op over rene bagateller eller direkte misforståelser.
Hen over det næste halve års tid, med konsekvent imødekommenhed og rummelighed, faldt "A"s arousalniveau markant, og personalet kunne nu langsomt begynde at øge kompleksiteten i relationen til ham.
Fra ikke at måtte afvise nogen former for henvendelse fra ham, begyndte man i det små med afmålte doser af afvisning: "lige to minutter, så kommer jeg", eller "jeg taler lige i telefon men jeg kommer ud og snakker med dig bagefter", uden at dette medførte nogen form for arousalstigning.
Efter yderligere nogle måneder, var man nået så langt i arbejdet med ham, at man nu kunne have en reel dialog med ham, selv om man udtrykte direkte uenighed med ham.
Hans tillid til andre mennesker var nu så veletableret, at han tålte både afvisninger og uenighed, med arousal og affektniveauer på et passende/hensigtsmæssigt niveau for den pågældende relation.
Kort sagt, så blev der skabt varig udvikling af "A"s emotionelle funktionsniveau, ved at flytte fokus fra hvilke kompetencer han ikke besad eller evnede, til at have fokus på hvilke rammer der skulle til, for at han kunne udvikle de relationelle kompetencer der faktisk var til stede, og dermed sikre at han oplevede succes i hverdagen.
Pris og lidt om det praktiske:
Da der som udgangspunkt ikke er tale om undervisning, men faglig sparring og sagssupervision med fokus på en konkret relation og problemstilling, så anbefaler jeg, at sparringen foregår med den/de relevante personaler der måtte indgå i den aktuelle problemstilling og relation, og ikke nødvendigvis med det samlede team.
Det er min erfaring, at tiden udnyttes bedst på den måde, og sparringen kan lægges meget fleksibelt, alt efter hvor det passer bedst ind i jeres arbejdsplan.
I det omfang der er ønske om en mere generel facilitering af implementering af fælles værdier, forståelse og tilgange, eller faglige problemstillinger der vedrører alle personaler i teamet/gruppen, så er jeg naturligvis også åben for at sparringen foregår med det samlede team.
Sparringen/Supervisionen foregår altid hos jer.
Pris pr.time: 1.250,- (1000,- ekskl.mons)
Har ovenstående vakt din interesse, så skriv gerne til mig:
Lasse Ravn-
Faglig sparring og supervision
CVR: 44 87 73 25